Nyt fra forskningsprojekt: Epilepsi hos Petit Basset Griffon Vendeen

Arbejdet ved Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, LIFE, KU (tidligere Landbohøjskolen)
med at afdække faktorer af betydning for udvikling af epilepsi hos Petit’er er nu nået til et punkt, hvor undersøgelser af deres hjerner efter døden er uundværlige, hvis det skal afklares, hvilke epileptiske mekanismer der påvirkes i hundenes hjerne.

Derfor har vi stor brug for hjælp fra ejere af både syge og raske Petit’er, som vil støtte forskningen ved at donere deres hund til epilepsiprojektet umiddelbart efter, at den er død.

Vi søger hunde, som på grund af alvorlig sygdom eller af anden årsag skal aflives. Aflivningen vil, på grund af de undersøgelser som foretages efter hundens død, ske på Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme. Det vil foregå på helt normal vis, og hunden skal først indgå i forskning efter dens død.

Der skal lyde en stor tak til de ejere og hunde, som allerede har bidraget til projektet!

Kunne du eventuelt være interesseret eller har spørgsmål til ovenstående er du meget velkommen til at kontakte daglig leder af projektet, dyrlæge phd.-studerende Christina Gulløv, på chhg@life.ku.dk eller 35333941. Adresse: Institut for Mindre Husdyrs Sygdomme, Dyrlægevej 16, 1870 Frederiksberg C.